Tv-serien ”Mercur” ruller for tiden over danske skærme søndag aften, hvis man vel at mærke kan modtage TV2 Charlie eller TV2 Play.

”Mercur” handler om piratradioen, der fra 1958 sendte reklamefinansieret radio til lyttere primært i det østlige Danmark, og som kunne modtages uden betaling, hvis man blot havde en FM-radio. Ironisk nok har public servicestationen TV2 valgt at forbeholde et eksklusivt publikum adgang til serien. Det på trods af at producenterne har modtaget offentlig støtte via den skattefinansierede filmpulje. Men det er jo helt anden historie!

Serien er fiktion inspireret af den virkelige Radio Mercur, der fra august 1958 til august 1962 udfordrede Statsradiofonien (fra 1959: Danmarks Radio) og det statsgaranterede radio- og tv-monopol, som siden 1925 havde givet statsradioen eneret på at dække danskernes behov for at høre radio. Fra øverste sted havde man valgt, at det skulle være reklamefrit, betalt via licens fra lytterne selv. Man kunne dog gratis høre reklamefinansieret radio fra Luxembourg, men det var ganske lovligt, selv om Radio Luxembourg brød en række regler for god radioorden.

Navnet på den danske reklameradio var velvalgt, idet Mercur var den græske gud for handel og erhverv, ung og frisk med vinger på sko og hat, så han kunne bevæge sig raskt gennem æteren. Pudsigt nok var Mercur også tyvenes gud, og det var da også sådan, de danske myndigheder så på opkomlingen, der sendte radio fra et skib i Øresund og så at sige stjal sig ind på den statsligt kontrollerede fordeling af frekvenser, som P&T nidkært vogtede over.

Radio Mercur var formodentlig den første kommercielle radiostation i verden, der fra internationalt farvand brød et nationalt radiomonopol. Samtidig udfordrede piratradioen, som den blev kaldt i pressen, den internationale lov og orden på radioområdet. Idéen var ny og så god, at flere andre piratradioer fulgte danskernes eksempel, og en hel armada af piratsendere dukkede op ved svenske, hollandske og engelske kyster med Skånes Radio Mercur (1958), Radio Veronica (1960) og Radio Caroline (1964) som de mest kendte.

Danskerne tog godt imod Radio Mercur. Efter en vis tøven sprang erhvervslivet med på vognen som annoncører i reklamespots eller betalte programmer med indiskrete anprisninger af produkter. En lytterundersøgelse lavet af Gallup for DR i december 1961 viste, at der i de afgørende tidsrum af dagen var flere lyttere til reklameradio end til licensradio.

Men i Danmark ville politikere og embedsmænd det anderledes. Danskerne skulle ikke selv vælge, hvad de ville lytte til - det skulle det magtfulde Radioråd og P&T nok sørge for.

P&T, som skulle opretholde lov og orden i æteren over Danmark, forsøgte at stoppe piratradioen, men uden held. En jurastuderende, som blev Mercurs lov-troldmand, havde været bedre til at læse mellem linjerne i radiospredningsloven og det internationale radioreglement, end P&T’s egne teknikere og jurister havde forestillet sig. Det viste sig, at Radio Mercur kastede anker midt i et lovgivningsmæssigt vacuum, som gjorde, at den kunne sende reklameradio i næsten fire år uden være direkte i strid med loven og uden at kunne standses.

Embedsværket måtte i gang med en lang proces med først at få skærpet de internationale regler i ITU og dernæst sikre sig opbakning fra de øvrige europæiske radiofonier i EBU samt fra nabolandene i Nordisk Råd. Det hele skete for at sikre sig, at man en gang for alle kunne lukke hullet i den danske lovgivning og sætte en effektiv stopper for reklameradioen. Da man efterhånden godt vidste, at mange lyttere foretrak reklameradioens friske stil og underholdende programmer fremfor statsradioens belærende og opdragende facon, valgte man i Radiorådet også at udvide Danmarks Radio med et tredje program, kaldet ”Musikradioen”, hvilket skulle være en ”Mercur light” uden reklamer.

Den 3. april 1962 fremsatte trafikministeren fra S-R-regeringen et lovforslag til at genoprette radiomonopolet. Lovforslaget blev kendt som ”Lex Mercur”, fordi det tydeligvis rettede sig direkte mod at standse Radio Mercur og hindre nye forsøg.

Nogle politikere fandt det åbenbart selvmodsigende, at ætermedierne var beskyttet af et monopol og holdt uden for den ellers højtbesungne konkurrence inden for en mangfoldig presse, som altså kun gjaldt de trykte medier. Derfor fremsatte Konservative og Venstre et lovforslag om at ændre radioloven, så monopolet erstattedes af en koncessionsmodel med mulighed for reklamesendere. I debatten om dette forslag henviste fortalerne til at fremme det frie initiativ og stimulere konkurrencen til gavn for samfundet. Men et solidt flertal fra S, R og SF forkastede ændringsforslaget og vedtog ”Lex Mercur”.

Dermed blev monopolet hos DR endnu en gang slået fast, og den situation fastholdt politikerne i godt 20 år, indtil der i 1983 blev åbnet for forsøg med lokalradio. Tv-monopolet blev brudt med TV2 i 1988 (selvom TV3 reelt brød det allerede året før ved at sende til Skandinavien fra London). Først i 2003 blev DR-monopolet på landsdækkende radio brudt. Og vi har skullet helt frem til 2017, før en radikal kulturminister har stillet spørgsmål ved en fortsat licensfinansiering af public servicemediet.

(Indlægget blev bragt som kommentar i Børsen tirsdag den 18. april 2017 i et let forkortet udgave med overskriften “Radio Mercur kæmpede det første slag mod DR”)